03/11/2011

At se tilbage ..


Der kan ske meget på et år, også selvom vi føler tiden flyver afsted.
For mit vedkommende så livet i hvert fald meget anderledes ud for et år siden.

For et år siden var jeg arbejdsløs. For hvert manglende svar på en jobansøgning styrtdykkede min selvtillid. Mørket greb fat i mig, og i oktober måned bad jeg min læge om hjælp. Men hverken min læge eller kommune gad hjælpe mig, selvom jeg bad dem hjælpe mig så jeg ville være stærk nok til at klare universitetet. Jeg blev ignoreret, overhørt og puttet i en kasse. Uanset hvad, så var kilden til mit problem min mors død. Og derfra kom vi aldrig videre.
Jeg følte mig alene, men jeg var det ikke. Uden Henrik ved min side, ved jeg ikke helt, hvad jeg ville ha' gjort. For han hjalp mig op om morgen, forsøgte at give mig troen på mig selv igen og vigtigst af alt, så var han der altid om jeg så bare trængte til et kram eller en aften foran PS3'eren.

Meget er sket siden november sidste år, og alligevel er der nogen ting der går igen.
Min usikkerhed er ikke forandret. De mørke efterårsdage forsøger at gribe fat i mig, selvom jeg langt om længe har noget at stå op til. Jeg har udfordringer at kæmpe med, og en mening med hverdagen igen.
Jeg snakkede med en mentor på mit studie forleden. Hun fortalte mig, at det første semester er det hårdeste for mange. Hun fortalte hendes egen historie, og det hjalp mig. Det gav mig lidt ro indeni, at vide jeg ikke var alene - selvom det ofte føles sådan. Hun fortalte også, at hvis jeg følte jeg havde brug for det, så var der en psykolog tilknyttet universitetet. Det er gratis, og jeg får hjælp indenfor 14 dage.

Så jeg har familie der støtter mig, en kæreste der altid gør sit bedste for at få mig til at smile, et universitet der tilbyder mig hjælp og en mentor der fortæller mig, at jeg ikke er alene.
Og oveni hatten, så var der en fra uni i dag der kaldte mig Cole. Jeg er blevet kaldt Maria så længe efterhånden, at det virkede helt bizart. Men det var rart at høre en kalde mig Cole igen. Mest af alt fordi det betyder, at han ved hvem jeg er. Så helt usynlig er jeg da heldigvis ikke på mit studie!

Hvordan så jeres liv ud for et år siden?
Tænk over det. Selvom dagene ligner hinanden, så var det garanteret anderledes.

3 kommentarer:

  1. Først og fremmest tak fordi du reklamerer for min blog. Det er virkelig sødt af dig!
    Jeg har længe ledt efter din blog igen, da den "gik tabt" i min historik. Nu fandt jeg den endelig igen :)
    Til det du skriver vil jeg gerne fortælle, at det er virkelig fedt at du er kommet videre - så godt som du nu er.
    Og for det ikke skal være løgn - så har jeg længe haft det svært, som du har haft.
    For lidt mere end et år siden, mistede jeg den person, jeg holdte allermest af. Ikke fysisk, men psykisk. Jeg følte mig helt alene, og jeg troede aldrig, at jeg ville komme videre. Dog havde jeg en ven der hjalp mig igennem det, men desværre endte det galt for os i starten af året her. Det vil egentlig sige, at han snød mig bag min ryg, og det har såret mig siden. Lige siden har jeg været synderknust over mange ting, foruden det ovenstående, og min liv er et rent helvede. Jeg har kæmpet i mange, mange måneder, og til sidst endte det med, at jeg fortalte min veninde, at jeg havde det som jeg havde. Jeg havde overvejet en psykolog, og min veninde sagde ikke, at jeg blot skulle overveje det - jeg skulle virkelig træde til og sørge for jeg fik den hjælp. Jeg har nu fået samtaler 2 gange indtil videre (da det er forholdvis nyt), og selvom det hjælper at tale ud om tingene, er mit liv stadig forfærdelig. Jeg kan ikke huske en dag, hvor jeg ikke har grædt, længe.
    I den tid før for et år siden, var mit liv perfekt. Jeg havde to tætte og fantastiske venner ved min side, jeg følte mig elsket og jeg troede på mig selv. Mit liv gav mening dengang, og jeg har svært ved at tro på, at det har nu.
    Jeg glæder mig til at starte på en frisk efter gymnasiet. At starte på en en hel ny og frisk start. Jeg ved, at jeg er låst fast hvor jeg er (det mener min psykolog også), så det er komme ud på den anden side som et andet menneske er noget jeg ser frem til.
    Jeg synes virkelig du skal "udnytte" at du er helt nyt på dit universitet, og derfor kan du starte på en frisk. Jeg er også selv en usikker pige, men da jeg var i studiepraktik på et universitet i sidste uge, uden jeg kendte nogen, følte jeg mig pludselig betydet, og folk ville gerne snakke med mig - for de kendte mig ikke. Det var fantastisk.

    Nå, det blev et rimelig lang indlæg, det her. Jeg håber du forstår, og du får den rette og gode hjælp af psykologen.
    Be strong!(:
    ___
    Life of Lize
    ladosdanselidtendnu.blogspot.com

    SvarSlet
  2. Det var så lidt Lize :)
    Og ja, det blev da noget af et indlæg du fik fyret af der! Det lyder godt nok også som en sej omgang. Men de siger jo, at det man ikke dør af bliver man stærkere af. Jeg vil gerne der er en sandhed i det, for så er jeg stærkere end jeg regner med ihvertfald!
    Jeg går ikke til psykolog eller noget. Jeg måtte selv samle mig op så jeg havde overskud til uni. Det er bare rart at vide, at hvis jeg får brug for det er tilbuddet der. For hverken min læge eller kommune ønsker at hjælpe mig, så jeg kan klare en uddannelse. Det fik jeg jo bekræftet sidste år! (Lidt uhyggeligt, når jeg nu siger jeg gerne vil tage en BA og så fejer de mig væk og bruger mig til kastebold!)

    Tusind tak for din lange kommentar!
    Og jeg er glad for, at du fandt mig igen når du nu ledte efter mig :)

    SvarSlet
  3. Okay, men jeg synes du skal tage imod tilbuddet med psykologen hvis du får det mindste brug for det. Det kan være, at vedkommende kan hjælpe dig, nu hvor din læge og kommune ikke kunne eller ville!

    SvarSlet